Splitting: En Forsvarsmekanisme

Splitting er en psykologisk forsvarsmekanisme, der bruges til at beskytte individet mod overvældende følelser eller komplekse realiteter. Mekanismen indebærer en sort/hvid tænkning, hvor mennesker, situationer eller oplevelser opfattes som enten fuldstændig gode eller fuldstændig onde. Denne polarisering forhindrer integrationen af de mere nuancerede og modsatrettede aspekter af virkeligheden.

Hvordan fungerer splitting?

Splitting optræder ofte som en ubevidst proces, hvor individet opdeler sine tanker, følelser eller relationer i skarpe kontraster. For eksempel kan en person skifte mellem at idealisere og devaluere en anden person, afhængigt af den oplevede kontekst eller egne følelsesmæssige tilstand. Dette skyldes en manglende evne til at tolerere ambivalens eller usikkerhed.

Hvornår optræder splitting?

Splitting ses ofte hos personer med visse personlighedsforstyrrelser, herunder borderline personlighedsforstyrrelse og narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Den kan dog også optræde som en midlertidig forsvarsmekanisme hos mennesker under ekstrem stress eller i krisesituationer.

Eksempler på splitting:

1. En klient i terapi kan i starten idealisere terapeuten som “den bedste terapeut nogensinde,” men senere devaluere dem, hvis der opstår uenighed eller skuffelse.
2. Et barn kan opfatte den ene forælder som ufejlbarlig og den anden som gennemført ond, afhængigt af familiens dynamikker.
3. En medarbejder kan se en leder som enten ekstremt kompetent eller helt inkompetent, uden at anerkende mellemnuancer.
   

Hvorfor optræder splitting?

Splitting opstår ofte som et resultat af uforløste konflikter i tidlige udviklingsstadier. Hvis barnet oplever inkonsekvente eller uforudsigelige reaktioner fra sine omsorgspersoner, kan det udvikle en strategi, hvor verden opdeles i “sikker” og “usikker.” Denne dikotomi kan fortsætte ind i voksenlivet som en forsvarsmekanisme, der beskytter mod angst, skam eller sørgelige oplevelser.

Splitting og relationer

I relationer kan splitting skabe store udfordringer. Det polariserede perspektiv kan føre til hyppige konflikter, mistillid og brud. Splitting kan også påvirke selvopfattelsen, hvor individet svinger mellem at føle sig overlegen og mindreværdig, afhængigt af den aktuelle situation.

Splitting i terapi

Som terapeut har jeg ofte siddet med personer, som lider af en personlighedsforstyrrelse eller et dybt traume, og som anvender splitting som forsvarsmekanisme. I starten af deres forløb er jeg ”GUD” i menneskekrop, den der har reddet deres liv, lyset i mørket osv. Lige pludselig vender det, og jeg er fjenden – en som er ude på at gøre dem ondt.

Noget af det mest skræmmende ved personer, som anvender splitting som forsvar, er, at det kan opleves som om, vi befinder os i to forskellige virkeligheder – og det gør vi jo sådan set også.

Jeg har ved flere lejligheder oplevet at have lavet virkelig banebrydende gennembrud med klienter, som lider af ADHD, angst og depression. Jeg har været så glad på deres vegne, men lige pludselig vælter korthuset, og klienten kommer og påstår, at jeg ikke kan hjælpe dem, og at det hele kun er blevet værre. Når jeg nævner vores positive sessioner og de fremskridt, der er sket, kan de ikke huske dem. Det er ikke en dårlig undskyldning – DE KAN IKKE HUSKE SESSIONERNE – for det var i deres anden personlighed. Den, de er i nu, den splittede, har ikke været til stede i de positive sessioner. Det var den anden personlighed, som nu ikke længere er tilgængelig.

Det er klart, at når sådan noget sker, så er det ene og alene min fejl. Jeg har overset alarmlamper og er gået for hurtigt frem, hvilket aktiverer ”forsvar” hos klienten. Det sker selvfølgelig også, fordi klienten har en maske på i starten og lader som om, at de har det bedre, end de egentlig har det. Derfor kan man komme til at overse vigtige signaler, som den overdrevne ros i starten af forløbet, der burde tænde alle alarmlamper. I private relationer hedder det ”lovebombing,” og nej, det er ikke kun narcissister, der anvender den teknik. Det gør personer med borderline, afvisende tilknytning, desorganiseret tilknytning og medafhængighed også.

Derudover er der en særlig gruppe, som tit bliver overset, og det er voldtægtsofre og mennesker, som har været udsat for fysisk eller psykisk kidnapning. De anvender lovebombing som en forhandlingsstrategi: ”Jeg underkaster mig, du må ikke gøre mig ondt.”

Konklusion

Splitting er en forsvarsmekanisme, der ofte anvendes ubevidst for at beskytte individet mod komplekse eller smertefulde realiteter. Selvom den kan være nyttig på kort sigt, kan den på lang sigt skabe ubalance og konflikt i relationer og selvopfattelse. Med øvelse, selvindsigt og professionel hjælp kan man arbejde sig hen imod en mere integreret og nuanceret oplevelse af verden.

Udarbejdet af Marcus Bach, Terapeut

www.bachhuset.dk